mandag, oktober 23, 2006



Til Naboerne
Af: Lars Rasmussen, medlem af borgerrepræsentationen for socialdemokraterne

Ligesom jer, er jeg selv nabo til Ungdomshuset, og har været det stort set hele mit liv. Jeg er født og opvokset i Stefansgade, så problematikken omkring Ungdomshuset er langtfra ny for mig.

Først vil jeg sige til jer, at jeg synes det er et rigtigt godt initiativ i har taget. Det er vigtigt at I siger fra overfor den larm og hærværk, som bliver begået i kvarteret. Det er uacceptabelt, og det skal vi som politikere tage langt mere alvorligt, end det hidtil har været tilfældet.


Min egen holdning til Ungdomshuset er sådan set helt klar. Retten har talt, og de unge skal forlade huset senest d.14/12. Domstolenes afgørelser må naturligvis respekteres, det gælder for alle, også selvom man er utilfreds med beslutningen. Derfor håber jeg selvfølgelig at rømningen kommer til, at foregå så fredeligt som muligt.

Men efter at have set indslagene i medierne om brosten på taget af Ungdomshuset, kan jeg have mine tvivl. Jeg er mildest talt rystet, og forstår simpelthen ikke hvad der foregår oppe i hovedet på de mennesker, der bare overvejer, at finde på at bruge brosten, i deres kamp for en politisk sag. Jeg kan ikke stærkt nok tage afstand for den slags fascistiske metoder.

Jeg håber virkelig, at brugerne af Ungdomshuset kommer til fornuft, og for en gangs skyld efterlever almindelige demokratiske spilleregler. Nørrebro har absolut ikke brug for mere ballade og flere negative historier i medierne.


Ingen kommentarer: